Jeg har aldrig følt mig god nok. Det er en sætning jeg har båret i mange år uden rigtigt at forstå hvad den betød. Ikke som selvmedlidenhed. Ikke som en undskyldning. Men som en fundamental, kropslig overbevisning der har styret mere af mit liv end jeg længe var klar til at indrømme.
Det paradoksale er at tingene kom let til mig. Høj arbejdskapacitet, god til mennesker, hurtig til at lære. Set udefra så det formentlig ud som styrke og selvtillid. Set indefra var det noget helt andet. For jo lettere tingene kom, jo større blev skismet. Jo mere jeg leverede, jo mere forundret var jeg over at ingen opdagede at jeg egentlig ikke var god nok.
Overpræstation er min måde at styre narrativet.
Det tog mig lang tid at formulere det så præcist. og det er kernen. Når jeg præsterer – på arbejdet, i sporten, i sociale sammenhænge – har jeg kontrollen over historien om mig selv. Ingen kan nå at bedømme mig før jeg har bevist at jeg er noget værd. Det er selvbeskyttelse.
Den canadiske læge og forsker Gabor Maté skelner skarpt mellem ambition og overpræstation. Ambition er drevet af lyst – af en ægte trang til at skabe og vokse. Overpræstation er drevet af frygt. Af en indre stemme der siger at det du er, ikke er nok. At du skal gøre mere, levere mere, blive mere – for at retfærdiggøre din plads.
Maté peger på at dette mønster næsten altid har rødder tidligt i livet. I miljøer hvor kærlighed og accept – bevidst eller ubevidst – var betinget af præstation. Ikke nødvendigvis af ondskab. Men af omstændigheder. Barnet lærer hurtigt: når jeg leverer, er der ro. Når jeg skuffer, er der spænding. Og over tid kobler nervesystemet præstation med sikkerhed. Stilstand med fare.
En ven sagde til mig engang at han altid har oplevet mig som én der søgte det bedste i alt. Det stod i skarp kontrast til hvordan jeg oplevede mig selv. For mig handlede det aldrig om at søge det bedste. Det handlede om ikke at blive afsløret som utilstrækkelig.
Der er et fænomen der hedder impostor-syndrom – fornemmelsen af at man snyder andre. At man ikke fortjener sin succes. At man på et tidspunkt vil blive afsløret.
Jeg genkender det tydeligt i mit eget liv. Mine krav til mig selv har altid været markant højere end de krav jeg stiller til andre. Det jeg tilgiver andre øjeblikkeligt, tilgiver jeg mig selv aldrig. Det der hos andre er godt nok, er hos mig aldrig godt nok.
Det er ikke logik. Det er ikke en vurdering baseret på fakta. Det er et nervesystem der er indstillet på en bestemt frekvens – en frekvens der siger at du altid skal gøre dig fortjent til din plads.
Sociale medier er særligt hårde for det her mønster. De fodrer præcis denne mekanisme. Likes, følgere, engagement – en konstant strøm af ekstern validering der midlertidigt dæmper den indre uro. Men kun midlertidigt. Og jo mere man læner sig op ad den validering, jo mere afhængig bliver man af den.
Peter Levine, grundlæggeren af Somatic Experiencing, beskriver hvordan tidlige erfaringer sætter sig i nervesystemet som kroniske tilstande. Ikke som minder vi kan kalde frem og bearbejde med ord – men som tilstande kroppen lever i.
Mit nervesystem er konstant på vagt. Uventede møder, negativ feedback, situationer jeg ikke selv styrer – det aktiverer en fysisk reaktion jeg ikke altid kan styre med fornuften. En spænding der sætter sig i kroppen. En parathed der ikke slapper af.
Det er ikke karaktersvaghed. Det er et nervesystem der gør præcis hvad det lærte at gøre. Det holder mig kørende, skærpet og præsterende. Det beskytter mig mod den eksponering der følger med stilstand. Mod det øjeblik hvor der ikke er noget at vise frem – og man bare er sig selv.
Et af de mest typiske mønstre hos overpræsterende er den hurtige exit. Når tingene bliver for nemme. Når der ikke er store, hurtige resultater. Når man er ved at mestre noget – og dermed miste det bevis på fremdrift man har brug for.
Jeg kender det fra mig selv. Jeg er hurtigt videre. Ikke fordi jeg kedsomte mig. Men fordi stilstand for mig føltes som bevis. Bevis på at det jeg kom med til dagligt ikke var nok. At bare det at være der ikke var tilstrækkeligt.
Det er præcis dér overpræstationen afslører sig som det den er. Ikke en styrke. Men en strategi. En måde at slippe for at finde ud af hvad der sker hvis man stopper op og bare er til stede.
Maté og Levine er enige om én ting: det holder ikke i længden at tale sig ud af dette mønster. Ikke fordi samtalen er uden værdi – men fordi mønsteret ikke primært sidder i de tanker man kan adressere med ord. Det sidder i nervesystemet. I kroppen. I den tilstand man har levet i så længe at man har glemt at det ikke er normalt.
Det der hjælper er at lære kroppen noget nyt. At nervesystemet – ikke kun hjernen – opdager at det er sikkert at stoppe. At stilstand ikke er fare. At man er nok ikke på trods af hvad man præsterer, men uafhængigt af det.
Det er ikke en indsigt man kan tænke sig til. Det er en erfaring kroppen skal gøre sig.
Jeg er ikke færdig med dette mønster. Det ville være løgn at sige det. Men jeg er et andet sted end jeg var. Jeg ved nu at driften efter at bevise mig ikke er styrke – det er et echo af noget gammelt. Et nervesystem der gør hvad det altid har gjort.
Og under det hele er der bare et menneske der gerne ville være nok. Som altid har villet det. Det er nok.