Jeg vidste det ikke.
I mange år levede jeg med stress og udbrændthed som en slags baggrundsstøj. Noget jeg tilskrev arbejdspres, høje krav og en travl hverdag. Jeg håndterede det. Kom videre. Fandt en ny vej når den gamle ikke holdt. Og fortsatte.
Det var først for et år siden at noget faldt på plads. Ikke en dramatisk åbenbaring – men en langsom erkendelse af at det jeg bar på, ikke stammede fra mit arbejdsliv. Det stammede fra min barndom. Og at mit nervesystem havde betalt prisen i årevis, mens jeg troede det handlede om noget andet.
Når vi taler om barndomstraumer tænker mange på de store, synlige hændelser. Det der efterlader åbenlyse ar.
Men meget af det der former os sker i det stille. I fraværet af tryghed. I det der ikke måtte siges. I hemmelighederne man som barn ikke forstod men alligevel bar. I forventningen om at man skulle fungere – uanset hvad der skete indeni.
Ole Kåre Føli beskriver hvordan tidlige belastninger ikke primært lagres som minder vi kan kalde frem og bearbejde med ord. De lagres som tilstande. Som en bestemt måde kroppen holder sig på. Som spændingsmønstre i muskler og bindevæv der afspejler det nervesystemet engang lærte var nødvendigt for at overleve.
Jeg voksede op med skyld og skam som faste ledsagere. Det der ikke taltes om, blev til noget jeg bar. Det der skulle hemmeligholdtes, formede min forståelse af hvad der var farligt at vise frem.
Stephen Porges har med sin polyvagale teori kortlagt hvordan nervesystemet reagerer på fare – og hvad der sker når disse reaktioner bliver kroniske. Den dorsale vagus, den ældste gren af vores nervesystem, aktiveres når organismen oplever en trussel den ikke kan kæmpe eller flygte fra. Den trækker sig ind, lukker ned og gemmer sig.
Hos mange der er vokset op med uforudsigelighed eller følelsesmæssig belastning bliver denne tilstand ikke midlertidig. Den bliver baggrundsfrekvensen. Den normale.
Mit nervesystem var ekstremt presset i mange år – det forstod jeg ikke dengang. Jeg var altid et skridt foran. Altid opmærksom på omgivelserne. Altid i gang med at aflæse hvad folk tænkte, hvad der forventedes, hvad jeg skulle justere. Det krævede enorme ressourcer. Ressourcer der burde have gået til andet.
Stress og udbrændthed var resultatet. Det tog mig lang tid at forstå at de ikke var årsagen.
Allan Schore forsker i hjernens højre halvkugle som centrum for tidlig emotionel regulering og tilknytning. Hans arbejde viser at skam – særligt den tidlige skam der opstår i relationer med omsorgspersoner – lagres i kropsnervesystemet på en måde der siden aktiveres automatisk i situationer der minder om det oprindelige.
Skam handler sjældent om hvad man har gjort. Den handler om hvem man er. Og den siger det ikke med ord. Den siger det med en sammensynkning i brystet, en impuls til at trække sig, en fornemmelse af at ville gøre sig usynlig.
Det der ikke måtte mærkes, bæres stadig.
Jeg lærte tidligt at holde afstand til det der virkelig gjorde ondt. Når man ikke har tryghed nok til at mærke det svære, lukker man gradvist ned for adgangen. Man bliver dygtig til at fungere, til at levere, til at se ud som om alt er fint.
Og man skubber folk væk. Dem der kommer tættest på. Jeg gjorde det igen og igen – særligt når jeg selv havde det dårligst. Det beskyttede mig kortvarigt. Det kostede mig relationer jeg ikke kan tælle.
Jeg har altid haft en plan B. En vej ud. Hvis det her ikke virker, er jeg allerede på vej videre. Set udefra lignede det fleksibilitet. Set indefra var det kontrol.
At blive i noget der er svært kræver en grundlæggende tro på at man er nok til at holde til det. Den overbevisning sad ikke dybt nok i mig i mange år. Føli beskriver det som et af de mest vedvarende spor efter tidlige belastninger: vanskeligheder med at tolerere ubehag, med at lade nærhed være nærhed, med at stole på at tilknytning kan holde. Et nervesystem der har lært at det er sikrere at have en vej ud.
Det der har rykket mest for mig er ikke indsigten alene. Jeg har haft indsigterne i mange år. Kognitiv terapi gav mig forklaringer jeg forstod intellektuelt. Problemet var at forklaringerne ikke kunne komme hele vejen ned til det sted de hørte hjemme.
Det kropslige arbejde åbnede noget andet. Pludselig kunne nervesystemet begynde at lære noget nyt – ikke fordi nogen fortalte det hvad det skulle gøre, men fordi det fik lov at erfare det. At der er et sted der er sikkert nok til at mærke. At skyld og skam kan mødes i kroppen i stedet for at styres udenom den.
Det sker langsomt, men det sker.