ADHD beskrives oftest som noget der foregår i hjernen. Koncentrationsbesvær, impulsivitet, svært ved at regulere opmærksomheden. Det er sandt – men det er kun halvdelen af historien.
ADHD er ikke kun et kognitivt fænomen. Det er et fænomen der lever i hele kroppen, mærkes i musklerne og udspiller sig i nervesystemets måde at regulere sig på. Den halvdel tales der sjældnere om – og det er synd, fordi den er afgørende for at forstå hvad det egentlig vil sige at leve med ADHD.
Forsker Russell Barkley, en af verdens mest citerede eksperter inden for ADHD, argumenterer for at ADHD i sin kerne handler om selvregulering snarere end opmærksomhed. Hjernen har vanskeligt ved at regulere sine egne tilstande – at dæmpe stimuli, skifte gear og finde ro. Det påvirker ikke bare tankerne, men hele kroppens evne til at lande.
Et nervesystem der har svært ved selvregulering vil ofte befinde sig i forhøjet beredskab. Mærket som en konstant indre uro, rastløshed der sidder i benene, svært ved at slappe af selv når man er træt. Kroppen er klar til noget der sjældent kommer.
Et stort studie fra 2024 publiceret i Acta Psychiatrica Scandinavica – gennemført af Libutzki og kolleger på baggrund af data fra 87.394 personer med ADHD – dokumenterede at ADHD er forbundet med en bred vifte af kropslige tilstande på tværs af hele livsforløbet. Søvnforstyrrelser, autoimmune sygdomme, neurologiske forstyrrelser og kardiovaskulære problemer forekom markant hyppigere hos dem med ADHD end hos dem uden.
Et nervesystem der konstant arbejder hårdere end nødvendigt for at regulere sig selv, belaster kroppen over tid. Immunforsvaret, søvnen, fordøjelsen og hjertet mærker alle konsekvenserne af et system der sjældent finder hvile.
Et nervesystem i konstant beredskab sætter sig i musklerne på præcis samme måde som ved kronisk stress. De dybe muskler der er tættest forbundet med stressresponsen – psoas langs lænderyggen, trapezius over skuldrene, diafragma under lungerne – er hyppigt spændte hos mennesker med ADHD, fordi nervesystemets aktiveringsmønster konstant holder dem i lav-niveau beredskab.
Mange med ADHD har desuden svært ved at registrere og fortolke kroppens egne signaler. Spændinger og ubehag kan ophobes uden at personen rigtigt lægger mærke til det – indtil det viser sig som smerter, træthed eller pludselig udbrændthed der virker umotiveret.
Søvnproblemer er et af de hyppigste kropslige udtryk. Et nervesystem der ikke kan sænke gear, glider ikke naturligt over i den tilstand der er nødvendig for at falde i søvn – og søvnmanglen forværrer igen nervesystemets evne til at regulere sig. En cirkel mange med ADHD kender alt for godt.
Mange med ADHD oplever at sensoriske input – lyd, lys, berøring, bevægelse – rammer hårdere end de gør hos andre. Filtreringssystemet der normalt dæmper irrelevante stimuli fungerer anderledes og lader mere igennem.
Kropsligt mærkes det som en konstant bombardering. En hverdag der kræver markant mere energi end den ser ud til at kræve, og en træthed der ikke forsvinder efter søvn – fordi det ikke er fysisk arbejde der har skabt den, men nervesystemets vedvarende overarbejde.
Kroppen betaler regningen for et nervesystem på konstant overarbejde.
ADHD-relateret udbrændthed adskiller sig fra klassisk arbejdsudbrændthed. Den opstår ikke kun af for meget arbejde – den opstår af den vedvarende anstrengelse det kræver at navigere en verden der ikke er designet til et ADHD-nervesystem. At filtrere stimuli andre ikke lægger mærke til. At kompensere for vanskeligheder andre ikke ser. At holde sammen på det der falder fra hinanden.
Libutzki-studiets fund om den øgede somatiske byrde hos mennesker med ADHD peger præcis på dette: kroppen bærer en regnig som ikke altid er synlig på overfladen.
Det første danske forskningsprojekt i kropsterapi – gennemført af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri – påviste stor effekt af nervesystemsbaseret kropsterapi på PTSD. Fundamentet i den behandling er det samme der er relevant for ADHD: at arbejde direkte med nervesystemets regulering gennem kroppen frem for udelukkende gennem tankerne.
Bevægelse, rytme, vejrtrækning og berøring taler direkte til nervesystemet og kan hjælpe med at skabe de korte perioder af ro og landing som et ADHD-nervesystem har svært ved at finde selv. Som supplement der møder kroppen der, hvor den faktisk er, kan det kropslige arbejde åbne noget kognitive tilgange ikke kan nå.
Kroppen ved noget om ADHD som diagnosepapiret ikke fortæller, og den venter tålmodigt på at blive lyttet til.